Jeg har en ven, der døde af kræft. Nu var det ikke en helt vildt “tæt på”-ven, men ikke desto mindre var det en ven. Og han var musiker, og faktisk én af dem der inspirerede mig til at prøve at “blive til noget” indenfor musikken. Han hed Ole, og han skrev nogle helt fantastiske numre. Og han spillede helt vildt godt klaver! Det jeg husker bedst, er et nummer, hvor han sang om nogle sko, der ikke gik mere. “These walking shoes don’t walk anymore”. Jeg tænkte (og tænker) ikke meget i det dér, de kalder analyse og fortolkning, så jeg elskede, at den her simple sang bare handlede om sko… Meget old school nummer. Jeg kan huske, hvordan jeg som bly og genert-fesen teenager sad og så Tina, Rikke og Mikkel skråle med på det i vaskeægte old school blues “vi-holder-os-ikke-tilbage-for-noget-som-helst-selvom-vi-sidder-i-publikum-og-ikke-synger-særlig-godt”-stil. (Undskyld, venner, selvfølgelig synger I da godt!..) Det var skønt, og jeg tænkte at jeg også ville være musiker. Især da Ole sagde at jeg kunne synge. Det betyder bare noget helt andet, når det ikke kommer fra ens mor og far. Og når det kommer fra én, der kan spille klaver mens han fortæller jokes og drikker øl. Eller sodavand. Jeg ved ikke hvad han drak. Damn…
Jeg er blevet bedt om at skrive et blogindlæg om kræft. Og det er fandme svært at gå til. For det første er jeg vant til kun at skrive om fjollede ting eller kæreste-ting, for det andet ved jeg ikke så meget om det, og for det tredje er det ret svært. Hvad siger man til veninden, der lige har mistet sin far? Eller sin mand? Jeg har allermest lyst til at sige: “Sikke noget forbandet lort, det var nok ikke så godt, hva’? Lad os gå ud og drikke en sjus.” Men det lyder ligesom ikke rigtigt inden i mit hovede. Så jeg har i stedet prøvet at sige det der med: “Jeg kondolerer”, men den er eddermame så forfærdelig kikset og forældet. Og så ender man med bare at stå og glo, for hvad helvede skal man så sige?
Når jeg tænker over det nu, tror jeg ikke det er så vigtigt hvad man siger. Jeg tror det er mere vigtigt at lytte. Det er måske næsten meningen fra naturens side at man skal blive lidt mundlam i de situationer, så vennen eller veninden kan få en chance for at tale sin sorg ud uden at blive afbrudt uafbrudt af medfølelse og “gode råd”. Jeg tog engang ud at spise med min veninde, der havde mistet sin far, og spurgte hvordan hun havde det. Hun fik lov til at sidde og græde og tale lidt. Og det, jeg husker tydeligst fra den samtale var, at hun gerne ville have at jeg og hendes andre veninder oftere tog sig sammen til at spørge, hvordan hun havde det. For hun var ked af det, men fik ikke lov til at komme ud med det. Fordi omgivelserne var for berøringsangste. Fordi vi ikke ved, hvordan vi skal reagere. Men jeg tror næssten det er ligemeget, hvordan vi reagerer. Så længe du ikke griner hende op i ansigtet eller spytter hende i hovedet, er det vel altid en hjælp at nogen gider lægge øre til. Så man kan komme af med noget af al den ophobede sorg.
Øj, det blev pludselig lidt alvorligt. Men sådan er det jo også en gang imellem.
Det hele startede med at jeg lovede at skrive lidt om en Charity Koncert, jeg var med til. Det er en lang historie og var vist et væddemål arrangeret af Se & Hør eller et andet sladderblad. Tryllekunsteren Sunny Cagara (som jeg mødte første gang under Talent 09) og nogle kendisser skulle kæmpe om, hvem der kunne samle flest penge ind til en hjælpeorganisation, der hedder Familier med Kræftramte Børn. Det er et fint formål og det er altid dejligt at få lov til at være med til den slags, så jeg kom forbi med min skønne guitarist til et virkelig fint arrangement på øverste etage af et lækkert højhus på Bryggen med altan ud til vandet. Aaaah… Og med masser fede kunstnere, bl.a. Clara Sofie og Outlandish. Og Sunny himself. Den mand kan jo trylle en bowlingkugle ud af en bagerpose! Ret sejt. Med mindre man havde glædet sig til croissanter, så kan man godt gå hen og blive skuffet, skal jeg sige… Og der var lækre drinks og smukke mennesker og designerstole og dejlig udsigt, skøn musik (of course…), præmier og fed stemning.
Og det jeg prøver at sige med det her er, at der er noget ganske smukt over den slags mennesker, der kan tage noget forfærdeligt og trist, vende det om, ælte det lidt og bruge det til at skabe noget smukt. Hvis du, ligemeget hvad livet byder dig af skrald, bygger en spændende drypstenshule eller ridderborg ud af det (eller hvad du nu vælger at bygge), så er du med til at gøre den her verden til et finere sted. Og selv om det lyder en anelse højtravende, så siger det jo egentlig sig selv.
Så word up for Familier med Kræftramte Børn og Krafttilcancer og alle I andre, der arbejder for at gøre en forskel.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Louise
Hvad lavede du i weekenden? Min var helt efter bogen – 3 øvere, 2 koncerter, limbo og løse hofter. Konkurrencer i at lægge arm, nå næsen med tungen, få foden bag nakken, stå på ét ben-battling, og dans til lækker Balkan-musik. Jeg nåede også at få en god, gedigen (yes, endnu et ord, du skal indlemme i dit alt for lille ordforråd) sviner af en freestyle-rapper Fresco. (Tjek ham ud, han er for vild!!!!!) (Selvom det var lidt strengt at få at vide jeg var den grimmeste pige i klassen… Men hvad gør man ikke for dansk kulturliv.?) Der var også tid til en omgang meget eksotisk dans med jyde, mingling med Canadiere og shopping i genBrugsen. Eksotisk!
Og der er meget mere musik, der bare venter på at ramme dig. Avs.
