Her er en lille historie om hvordan selv Superhelte også har brug for en hjælpende hånd engang imellem... Og fik det!
Af og til sker der de mærkeligste ting. Og det kan jo være både godt og skidt. Eller bare mærkeligt. Men her for nyligt skete der i hvert fald noget, der fik mig til at tro en lille smule mere på karma…
Jeg har i de sidste 4 måneder arbejdet på udgivelsen af min nye plade. Og nu er den udkommet! Ja til lykke til mig og tak for det! :) Det har været et rigtig stort arbejde, men det er nu ikke det jeg vil skrive om her. Det er bare begyndelsen til den her pudsige oplevelse, jeg gerne vil dele med dig.
Min nye cd hedder De Nye Superhelte. Det er jo sjovt af mange grunde. Både fordi jeg så kan tillade mig at hoppe rundt i en meget stramtsiddende, gul heldragt og lege helt, men også fordi der faktisk er en grund til at cden har det navn, den har. Jeg har en mission, som man siger. Det hele handler om, at jeg gerne vil inspirere folk til at skabe en bedre hverdag omkring dem. Livet er hvad man gør det til. Hvis du tvivler på mig her, så prøv de her to forskellige ting:
1) Gå hjem fra studie eller arbejde en aften, ked dig, spis noget nem frysemad og sæt dig og se en tv-serie.
ELLER:
2) Gå hjem fra arbejde en aften, ring til nogle venner, aftal at mødes på toppen af en bygning og danse grimt. Eller hvad du nu synes er sjovt. Hold en spil-aften eller lav noget lækkert mad. (Det kan jo godt være jeg er den eneste, der elsker at danse grimt på toppen af høje huse.)
Hvorom alting er, er min pointe, at man selv bestemmer, hvad man gør med livet. Hvad man bruger det til.
SÅ:
Den her cd har et tema. Et tema om at vi alle sammen kan være Hverdagens Superhelte. Og det kan vi være ved fx at gå på job, være et godt eksempel, tage en kage med på arbejde, hilse på dem vi møder på gaden, give en kompliment til en fremmed osv. Og måske allermest ved at tage en lille pause fra dårlige nyheder i tv og aviser, og i stedet for gå os en tur og se at verden lige nu og lige her måske slet ikke er så farlig endda. Måske er din nabo din allerbedste ven, du ikke har mødt endnu. Måske kan du – når du alligevel er ude at jogge alene i parken – hooke op med en anden der jogger alene, og få selskab på turen. Mulighederne er uendelige! Jeg synes, at medierne har en tendens til at gøre os usikre og utrygge og stole mindre på vores medmennesker. Det er en skam, og det kræver ikke mange snakke i bussen eller mange ”god morgen” på vej til toget, før man opdager, at de fleste mennesker faktisk er helt ok. :)
Så i forbindelse med hele denne cd og hele dette Superhelte-projekt, lavede jeg i samarbejde med Magasinet Woman en januar-kalender, hvor man skulle lave en ny superhelte-gerning (som ovenstående) hver dag. Jeg udførte dem selv, og det var ret interessant at være ”tvunget” til at pynte min nabos cykel, ringe og hyggesnakke med min mormor osv. (Du kan se kalenderen her: http://mobile.woman.dk/article/191647-hvordan-kan-vi-gore-januar-lidt-mi...)
I hele denne periode, som lå samtidigt med de sidste forberedelser til udgivelsen, var jeg også ret stresset, og der var op- og nedture.
Især én dag havde jeg fået nogle virkeligt dårlige nyheder, og var helt ulykkelig. Jeg kunne ikke arbejde, og gik en tur for at komme lidt til mig selv. Faktisk gik jeg rundt på gaden og græd. Yes. Pinligt, men sandt. Og mens jeg gik rundt der, gik jeg og ærgrede mig over at vi danskere er så fremmede over for hinanden, at der aldrig er nogen der kommer hen og spørger: ”Hvordan har du det?” eller ”Er du ok?”. Og der gik ikke 3 minutter fra jeg tænkte den tanke, til en ung fyr kom hen til mig og spurgte: ”Er du ok? Du ser ked ud af det. Kan jeg hjælpe dig?”
Spooky! Normalt havde jeg sagt nej, (der kan I se – jeg er også ramt af "nej-tak-jeg-har-det-fint-syndromet") – men det kunne jeg jo ikke tillade mig, nu hvor jeg selv havde ønsket at det skulle ske. Så jeg tog imod tilbuddet, vi snakkede en masse, og han hjalp mig faktisk rigtig meget med at komme i bedre humør! (Tak, Rasmus.) :) Nogle gange skal der ikke andet til end et par venlige ord fra en fremmed. (Hey – eller fra én der ikke er fremmed, det er også ok, ha ha.) Men det er faktisk nemt at hjælpe sine medmennesker ved bare at vise en smule interesse.
Det vilde er, at det netop var DETTE hele mit projekt gik ud på! Og jeg har lavet kalender og konkurrence og prøvet at lokke folk til at udføre ”heltegerninger”, og så lige pludselig bliver jeg selv ramt af én når jeg havde allermest brug for det. Det var ret fantastisk!
Og da jeg kom hjem og stadig var en lille smule trist, spurgte min roomie: ”Vil du have øl og chokolade?” Need I say more?
Jeg troede at jeg skulle inspirere andre, men denne gang blev jeg selv inspireret.
Så jeg vil gerne sige tak til ukendte Rasmus fra Århus jeg mødte på gaden, og til alle jer andre, der giver et klap på skulderen engang imellem. Eller en kop kaffe. Det er det, det hele handler om! :)
Louise Dubiel
Af og til sker der de mærkeligste ting. Og det kan jo være både godt og skidt. Eller bare mærkeligt. Men her for nyligt skete der i hvert fald noget, der fik mig til at tro en lille smule mere på karma…
Jeg har i de sidste 4 måneder arbejdet på udgivelsen af min nye plade. Og nu er den udkommet! Ja til lykke til mig og tak for det! :) Det har været et rigtig stort arbejde, men det er nu ikke det jeg vil skrive om her. Det er bare begyndelsen til den her pudsige oplevelse, jeg gerne vil dele med dig.
Min nye cd hedder De Nye Superhelte. Det er jo sjovt af mange grunde. Både fordi jeg så kan tillade mig at hoppe rundt i en meget stramtsiddende, gul heldragt og lege helt, men også fordi der faktisk er en grund til at cden har det navn, den har. Jeg har en mission, som man siger. Det hele handler om, at jeg gerne vil inspirere folk til at skabe en bedre hverdag omkring dem. Livet er hvad man gør det til. Hvis du tvivler på mig her, så prøv de her to forskellige ting:
1) Gå hjem fra studie eller arbejde en aften, ked dig, spis noget nem frysemad og sæt dig og se en tv-serie.
ELLER:
2) Gå hjem fra arbejde en aften, ring til nogle venner, aftal at mødes på toppen af en bygning og danse grimt. Eller hvad du nu synes er sjovt. Hold en spil-aften eller lav noget lækkert mad. (Det kan jo godt være jeg er den eneste, der elsker at danse grimt på toppen af høje huse.)
Hvorom alting er, er min pointe, at man selv bestemmer, hvad man gør med livet. Hvad man bruger det til.
SÅ:
Den her cd har et tema. Et tema om at vi alle sammen kan være Hverdagens Superhelte. Og det kan vi være ved fx at gå på job, være et godt eksempel, tage en kage med på arbejde, hilse på dem vi møder på gaden, give en kompliment til en fremmed osv. Og måske allermest ved at tage en lille pause fra dårlige nyheder i tv og aviser, og i stedet for gå os en tur og se at verden lige nu og lige her måske slet ikke er så farlig endda. Måske er din nabo din allerbedste ven, du ikke har mødt endnu. Måske kan du – når du alligevel er ude at jogge alene i parken – hooke op med en anden der jogger alene, og få selskab på turen. Mulighederne er uendelige! Jeg synes, at medierne har en tendens til at gøre os usikre og utrygge og stole mindre på vores medmennesker. Det er en skam, og det kræver ikke mange snakke i bussen eller mange ”god morgen” på vej til toget, før man opdager, at de fleste mennesker faktisk er helt ok. :)
Så i forbindelse med hele denne cd og hele dette Superhelte-projekt, lavede jeg i samarbejde med Magasinet Woman en januar-kalender, hvor man skulle lave en ny superhelte-gerning (som ovenstående) hver dag. Jeg udførte dem selv, og det var ret interessant at være ”tvunget” til at pynte min nabos cykel, ringe og hyggesnakke med min mormor osv. (Du kan se kalenderen her: http://mobile.woman.dk/article/191647-hvordan-kan-vi-gore-januar-lidt-mi...)
I hele denne periode, som lå samtidigt med de sidste forberedelser til udgivelsen, var jeg også ret stresset, og der var op- og nedture.
Især én dag havde jeg fået nogle virkeligt dårlige nyheder, og var helt ulykkelig. Jeg kunne ikke arbejde, og gik en tur for at komme lidt til mig selv. Faktisk gik jeg rundt på gaden og græd. Yes. Pinligt, men sandt. Og mens jeg gik rundt der, gik jeg og ærgrede mig over at vi danskere er så fremmede over for hinanden, at der aldrig er nogen der kommer hen og spørger: ”Hvordan har du det?” eller ”Er du ok?”. Og der gik ikke 3 minutter fra jeg tænkte den tanke, til en ung fyr kom hen til mig og spurgte: ”Er du ok? Du ser ked ud af det. Kan jeg hjælpe dig?”
Spooky! Normalt havde jeg sagt nej, (der kan I se – jeg er også ramt af "nej-tak-jeg-har-det-fint-syndromet") – men det kunne jeg jo ikke tillade mig, nu hvor jeg selv havde ønsket at det skulle ske. Så jeg tog imod tilbuddet, vi snakkede en masse, og han hjalp mig faktisk rigtig meget med at komme i bedre humør! (Tak, Rasmus.) :) Nogle gange skal der ikke andet til end et par venlige ord fra en fremmed. (Hey – eller fra én der ikke er fremmed, det er også ok, ha ha.) Men det er faktisk nemt at hjælpe sine medmennesker ved bare at vise en smule interesse.
Det vilde er, at det netop var DETTE hele mit projekt gik ud på! Og jeg har lavet kalender og konkurrence og prøvet at lokke folk til at udføre ”heltegerninger”, og så lige pludselig bliver jeg selv ramt af én når jeg havde allermest brug for det. Det var ret fantastisk!
Og da jeg kom hjem og stadig var en lille smule trist, spurgte min roomie: ”Vil du have øl og chokolade?” Need I say more?
Jeg troede at jeg skulle inspirere andre, men denne gang blev jeg selv inspireret.
Så jeg vil gerne sige tak til ukendte Rasmus fra Århus jeg mødte på gaden, og til alle jer andre, der giver et klap på skulderen engang imellem. Eller en kop kaffe. Det er det, det hele handler om! :)
Louise Dubiel
RSS-feed
